Ludwig Meidner

På sommerudstillingen viste Jødisk Museum i Rendsborg værker af den ekspressionistiske kunstner Ludwig Meidner (1884 –1966). De knap 80 værker stammer fra kunststiftelsen Kunststiftung Dr. Hans-Joachim und Elisabeth Bönsch. 

Meidner led en hård skæbne, idet han først blev han forfulgt og udstødt under det nationalsocialistiske regime, for herefter at blive klassificeret som ”degenereret" kunstner. Dermed blev han effektivt stigmatiseret ad flere omgange og den offentlige anerkendelse udeblev. Først i 1980'erne blev han anerkendt som en af de vigtigste repræsentanter for den urbane ekspressionisme og en af de mest interessante dobbeltbegavelser på sin tid.

Både som skabende kunstner, forfatter og digter beskæftigede Ludwig Meidner sig med krigen. Fra 1916 til 1918 arbejdede han som tolk i en lejr for krigsfanger og bearbejdede sine oplevelser på indtrængende vis – frem for alt inden for grafikkens verden. Disse værker virker i dag overraskende moderne og karikerede.

Umiddelbart efter krigen offentliggjorde Ludwig Meidner to bind med ekspressionistisk prosa. Litografierne, som han illustrerede disse publikationer med "Im Nacken das Sternemeer“ (1918) og "Septemberschrei" (1920) – udgør udstillingens hovedværker.

Herudover viser udstillingen en række fængslende og apokalyptiske værker fra tiden omkring første verdenskrig, selvportrætter samt portrætter af kunstnervenner fra Weimarrepublikken. Andre emner omfatter religiøse arbejder og egne værker fra kunstnerens eksil i England.

I 2002 dannedes Kunststiftung Dr. Hans-Joachim und Elisabeth Bönsch i Wolfsburg. Kunststiftelsen udsprang af en privat kunstsamling, der tog sin begyndelse i 1960'erne.  Siden 2016 har Gottorp Slot indgået et samarbejde med kunststiftelsen. 

Hvorvidt en given kunstudstilling passer til et jødisk museum, og på hvilken måde den helt konkret formår at bidrage til forståelsen af den jødiske kultur og historie – disse spørgsmål dukker ofte op i den offentlige debat. 

Ludwig Meidner er en af de få kunstnere, hvor disse spørgsmål praktisk taget ikke har nogen relevans. Man kan med fuld berettigelse betegne ham som en "jødisk kunstner", uden dermed at presse denne identitet ned over hovedet på ham eller reducere hans værker til kun at være interessante inden for denne kontekst.