Curiohaus-processen i Hamborg

Vandreudstillingen arrangeret af KZ-mindestedet Neuengamme.

"Vi holder først op med at kæmpe, når den sidste skyldige er stillet for en dommer", svor de overlevende fra Kz-lejren Buchenwald få dage efter deres befrielse.

Domsfældelsen over de ansvarlige for de nationalsocialistiske forbrydelser var et vigtigt emne for de allierede lande, der havde kæmpet side om side i krigen mod Tyskland. Krigsforbryderprocessen i Nürnberg var genstand for stor international opmærksomhed og står i dag som en milepæl i retshistorien. Mindre kendt er det, at de allierede herudover gennemførte mange hundrede øvrige retssager.

I perioden 1945 til 1949 husede Curiohaus i Hamborg-Rotherbaum den vigtigste domstol for krigsforbrydelser begået i den britiske besættelseszone. Her gennemførte militærdomstolen 188 retssager mod 504 anklagede. Hvem var disse anklagede, og hvilke forbrydelser blev de stillet til regnskab for? Hvem var deres ofre?

Udstillingen giver et overblik over retssagerne i Curiohaus og viser andelen af tidligere forfulgte, som deltog i retssagerne. Udstillingen giver et indblik i den britiske strafforfølgning og dennes særkendetegn. Ligeledes tematiseres retssagerne mod forskellige grupperinger af gerningsmænd. 

I en stor del af retssagerne stod lejrpersonalet i KZ-lejren Neuengamme på anklagebænken. Forbrydelser begået mod de indsatte i andre koncentrationslejre som Ravensbrück, Bergen-Belsen og Groß Rosen var dog også genstand for retssagerne i Curiohaus. Virksomheder og disse medarbejdere var også under anklage, herunder f.eks. firmaet "Tesch & Stabenow" fra Hamborg, der forsynede SS og koncentrationslejrene med "Zyklon B". Yderligere retssager rettede sig mod de ansvarlige for forbrydelser begået mod Gestapo-fanger, tvangsarbejdere og krigsfanger.

Et separat udstillingsafsnit beskæftiger sig med eftervirkningerne af retssagerne. Med den kolde krigs indtog indstillede de allierede brat deres bestræbelser på at retsforfølge de nationalsocialistiske krigsforbrydere. Mange af de dømte nåede heller ikke af afsone hele deres straf, men blev i 1950'erne benådet og kunne herefter søge om skadeserstatning i henhold til gældende tysk retspraksis. Mange gerningsmænd blev aldrig stillet til ansvar for deres forbrydelser.